Motionsroning eller kortture er betegnelsen for den daglige roning, roning i ‘eget’ farvand – lokalområdet.

For Maribo Roklub, som ligger på Mindsten, er det Maribo Søndersø der er klubbens daglige rofarvand.

Korttursroning er den daglige – ugentlige – roning for motionsroere. De fleste medlemmer kommer en til to gange om ugen. Man mødes i klubben og sætter hold, hvorefter man går i bådehallen udfylder sit personlige rokort og bådkortet, og klargører de både der skal roes i, hvorefter man er klar til at gå på vandet. Efter turen skal bådene rengøres og tørres af med klude, og køres på deres pladser i bådhallen. Dit rokort og bådkortet skal sluttelig udfyldes, og du er klar til et varmt bad, en kop kaffe m.m.

Som motionsroer er der mulighed for at deltage i ture på faste mødetidspunkter i ugens løb, men samtidig er der også mulighed for selv at arrangere ture på andre tidspunkter. Derudover kan du som motionsroer deltage i en række forskellige arrangementer i løbet af året, der både foregår indenfor klubbens daglige rofarvand og i andre farvande.

Rosæsonen strækker sig fra standerhejsning til standerstrygning, der foregår henholdsvis ved overgangen til sommertid i slutningen af marts måned og ved skift tilbage til vintertid i slutningen af oktober måned.

Gennem rosæsonen er der for motionsroerne fast mødetidspunkter foran bådehallen, hvor du finder andre at ro med. Eneste krav til bådholdet er, at der er en af klubben godkendt styrmand med på båden, som har ansvaret for mandskabet såvel som materiellet.

Motionsroning kan naturligvis også finde sted på andre tidspunkter, hvis materiellet ikke er reserveret til andet formål (eksempelvis instruktion).

Roning i vintersæsonen forudsætter en vis erfaring fra styrmanden, samt at man følger klubbens vinterreglement – der skal altid medbringes redningsveste i båden, og der må ikke roes, hvis der er isflager på vandet.

De fleste vælger i stedet at gøre brug af klubbens motionsrum. I motionsrummet findes en række roergometre såvel som andet udstyr, du kan benytte til at holde formen ved lige.