Der sker heldigvis andre ting i Maribo Roklub end den netop overståede generalforsamling.

Lørdag d.26/2 deltog 3 af vores ungdomsroere i Lolland Falster mesterskaberne 2011. Ida kunne desværre ikke stille op pga. rygskade.
Dagen startede med, at Jannick vandt sølv i drengenes junior B løb. Mie vandt sølv i pigernes junior B, hvor Jeannie vandt bronze. Senere stillede de 3 roere op i holdstafet, sammen med en dreng fra Stubbekøbing. Her vandt de en flot bronzemedalje. Det sidste løb var sprint for juniorer. Her vandt Jannick guld, samt en pokal, mens Mie vandt bronze og Jeannie kom på en flot 18. plads. Se deltagerne her.

 

Fredag d.13/8 tog vi af sted til Holstebro regattaen. Lang tur.


Lørdag var der årgangsmesterskaber for juniorer roere. Ida og Selina var de første der skulle ro indledende, og roede sig til en b-finale, som de vandt senere på dagen. Ida roede også singlesculler om lørdagen, og roede sig i en a-finale og vandt bronze! Så hun kan nu kalde sig for den 3 bedste roer i hendes årgang. Mie roede også singlesculler den dag, og kom i en b-finale og vandt sølv. Også rigtig godt.


Søndag skulle vi ro igen. Og igen, var pigerne de første til at skulle ro indledende. De roede sig i en a-finale og blev nr. 6.  Ida roede igen singlesculler, og blev nr. 3 i a-finalen ligesom om lørdagen. Søndag stillede Selina også op i singlesculler, og blev nr. 4 i b-finalen. Mie roede sig i en a-finale og vandt sølv. Så det var en rigtig god weekend, som sluttede.. Ja, rimelig dramatisk.


Efter de sidste løb søndag, pakkede vi lejren og bådtraileren og kørte hjem. Og det tog sin tid.
Først punkterer vi. Men vi havde da heldigvis reservedæk med, så Morten fik hurtigt skiftet dækket og vi kunne komme videre. Da vi så kommer på Fyn-siden af Lillebæltsbroen, kører der en lastbil helt op i os, og da han så vil overhale, rammer han den ene af vores singlescullere! Og så startede der en mindre biljagt, for lastbilchaufføren stak af, og så fulgte vi efter med 110 km/t på et reservedæk! Vi fik da heldigvis hans nummerplade, og kørte ind på en rasteplads og fik ringet til politiet. Og de fik ringet til ham lastbilchaufføren og det viste sig så at det var vognmanden selv. Og han siger at han ikke ramte os, men der er blå maling på vores båd fra hans blå lastbil. Så nu er det vidst en sag mellem forsikringsselskaberne.

En go’ weekend med en dramatisk afslutning!
Vi håber at næste regatta ender mindre skadefuldt J

Skrevet af Uroerne / kaproerne Selina, Ida og Mie

 

Ungdomsroere i Maribo Roklub er piger og drenge mellem 12 og 18 år.

Ved starten af træningen aftales det - alt efter vind og vejr, hvad aktiviteterne skal være den pågældende dag. Dét, der har førsteprioritet, er at komme ud at ro i roklubbens outriggere samt at træne roteknik og kondition. Outrigger er smalle kaproningsbåde, hvor der kræves en god teknik for at båden kommer til at ro rigtig stærkt.

Roteknikken skal læres for at ro mest optimalt og undgå skader. Vi bestræber os på, at ungdomsroerne prøver at ro i alle bådtyper lige fra otter til singlesculler. Hvis vejret ikke er til outriggerroning tager vi enten ud i inriggere eller træner på land.

  

Alle juniorer såvel som seniorer skal igennem den grundlæggende instruktion i inrigger, så derfor ror man i starten kun i inriggerbåde. Der lægges vægt på, at alle kan være med, og vi har ungdomsroere på alle niveauer lige fra landsholdsroere til nybegyndere. Nogle af klubbens ungdomsroere ror på faste hold i de samme bådtyper hver gang, og andre ror med forskellige hold i varierende bådtyper. 

Vi gør meget ud af, at de unge tilbydes og motiveres til deltagelse i regattaer, og alle ungdomsroerne tilbydes at deltage i Maribo Regattaen. Ved regattaerne konkurreres imod andre danske roklubber ligesom vi hygger os imellem løbene.

Sikkerheden er vigtig, og alle skal kunne svømme tre hundrede meter for at kunne blive roer. Derudover arrangerer klubben styrmandskurser, hvor vi lærer om sikkerhed til søs og hvordan vi skal forholde os i en robåd.

Rosæsonen strækker sig fra april til oktober. Om vinteren trænes der hovedsagelig i ro-ergometre, hvor der fokuseres på kondition og styrke. Udover dette har vi også mulighed for at tage i svømmehal en gang ugentligt, ligesom vi også løber. På det sociale niveau vil der være forskellige aktiviteter hen over vinteren, de skal være med til både at ryste ungdomsroerne sammen og give dem et pusterum fra den hårde træning.